Slekten von Krogh i Norge og delvis i Danmark har så mye til felles at det ville være helt feil og bare ta for seg deler av slekten. Derfor vil denne siden i fremtiden ta for seg slekten i sin helhet og ikke bare Christopher von Krogh sine etterkommere slik det først var tenkt.
Treff 51 til 100 av 180 » Se galleri
| # | Miniatyrbilde | Beskrivelse | Info | Linket til |
|---|---|---|---|---|
| 51 |  | Fra slekten Kiellands websider om William Absalon Pederson Beyer William Absalon Pederson Beyer 1865-1953 |
Eier av original/Kilde: Slekten Kielland |
|
| 52 |  | Fra Vindetreet sogeskrift for Vindafjord 2000, side 76. Karoline Magnus som skreiv dette brevet til foreldra sine i 1888. Karoline Magnus var fødd i Hogganvik i 1864 og var dotter til skipsbyggjar Fredrik Magnus. Ho blei gift med eit syskenbarn, og reiste over til Amerika i 1888. |
Eier av original/Kilde: Vindetreet Dato: 2000 |
|
| 53 |  | Fredrik Sagen var en organist, musikkpedagog og klokker fra Hogganvik i Vindafjord, som hadde sitt virke i Stavanger. Fredrik Stockfleth von Krogh Magnus Sagen 1899-1969 http://rogalyd.no/artist/fredrik-sagen-1889-1970 |
Eier av original/Kilde: http://rogalyd.no/ |
|
| 54 | | Fredrik Stockfleth von Krogh Beyer Bokhandler. Foreldre: Bokbinder og boktrykker Frands Dekke Beyer (1794–1849) og Marie de Fine von Krogh (1798–1871). Gift med Hanna Høegh (21.4.1835–3.4.1898), datter av stadskonduktør Ole Peter Riis Høegh (1806–52) og Hanne Jakobine Mathea Selmer (1810–48). Farfar til Harald Beyer (1891–1960). Fredrik Beyer var født til et liv blant bøker. Hans far var bokbinder og en betrodd mann i Holger Enevoldsens bokbinderi (grunnlagt 1771), som også hadde drevet både bokhandel og forlag. Da innehaveren døde i 1819, overtok mestersvennen, og firmaet fikk navnet Beyer. 1846 overtok det også et boktrykkeri, som snart ble utvidet. Fredrik Beyer fikk, etter endt skolegang, sin utdannelse i firmaet, og tok borgerskap som bokbinder 1851. Allerede to år tidligere var faren død. Enken, Marie Beyer, drev firmaet videre sammen med to av sine sønner. En tredje sønn, som også hadde vært i boktrykkerlære, men som senere ble jurist, tok sin del. 1858 ble firmaet delt. Fredrik overtok bokbinderi og bokhandel, mens broren, Johan Jacob, fikk trykkeriet. Fredrik Beyer sørget for at hans firma, som nå fikk navnet F. Beyer, fortsatte å vokse. Han var energisk, humørfylt og hadde stor personalkjennskap. Bokhandelen fikk trofaste kunder over hele Vestlandet, og langt opp i Nord-Norge, ikke minst innenfor embetsverket. Firmaet ble snart utvidet med papirhandel og protokollfabrikk. Forlagsvirksomheten økte, med stor vekt på skolebøker, fra morsmålsopplæring og filologi til matematikk. Innenfor religiøs litteratur var Beyer en betydelig konkurrent til Cappelen, som drev utstrakt kolportasjevirksomhet over store deler av landet. I 1880-årene utgav Beyer normalt 10–20 nye bøker i året, og det var ikke mange norske forlag som hadde større produksjon. Fra 1860-årene var den norske bosetningen i Amerika blitt så stor at det også vokste frem et marked for bøker. Da Beyer fant ut at boklagrene i Bergen vokste, mens omsetningen ikke holdt tritt, tok han en dristig beslutning. 1871 drog han over Atlanterhavet med 42 store kasser fullpakket av bøker. Det meste var religiøse skrifter som ikke lenger var særlig aktuelle i Norge, men utvandrerne i Amerika tok med glede imot eldre, kjent og kjær litteratur, som den gamle Kingos salmebok. I Chicago skaffet Beyer seg hest og vogn, og startet en omfattende virksomhet. Han besøkte utvandrere vestover til Minnesota og Iowa, la igjen depoter og ansatte agenter. Den norske Synode i Amerika hadde begynt egen forlagsvirksomhet, og Beyer sikret seg i en årrekke arbeidet med å trykke og binde synodens bøker i Bergen. Både gamle og nye bøker ble sendt over havet, i betydelige mengder. Beyer reiste hjem etter et halvt år, og viste snart at han hadde fått verdifulle impulser fra amerikansk forretningsdrift. Han ledet sitt firma med stort hell, som en æret og avholdt, men også en munter mann i Bergens kulturliv. Han hadde ti barn, og to av hans sønner, Thorvald og Freydar, gikk inn i familiefirmaet, og førte virksomheten videre. Kilder og litteratur Norsk biografisk leksikon: Fredrik Beyer Norsk Wikipedia: F. Beyer bokhandel A. M. Wiesener: Bidrag til bokhandelens historie i Bergen. Utarbeidet i anledning firmaet F. Beyers 100-aars jubilæum, Bergen 1919 F. Glambek og L. Christensen: Tankens verksted. F. Beyer 200 år 6. juni 1971, Bergen 1971 H. L. Tveterås: Den norske bokhandels historie, 1950–96 | ||
| 55 | | Georg Washington Magnus 1863-1917 Georg Washington Magnus, f. 7. juli 1863 på Hågenvig i Vikedal. Gift 30. september 1890 i Bergen med Johanna Colbjørnsen Munch Beyer. Eier av Hågenvig gård i Vikedal. Død 21. januar 1917 i Stavanger. Sønn av fabrikkeier i København Georg Daniel Barth Magnus, f. 19. april 1836, d. 22. november 1915 og h. Hansine Nielsine Margrethe Jacobsen, f. 29. april 1840, d. 30. september 1923. 4 barn. Student i København 1882. Cand. philos. 1883. Utdannet som musiker ved konservatoriet i Leipzig. Han var dirigent for musikkforeningen "Harmonien" i Bergen 1892-93. Var etterpå en rekke år bosatt i Danmark som komponist, og var bl.a. 1900-03 kapellmester i privatteatret "Casino" i København. Han ble i 1911 organist i Stavanger og var fra 1914 kapellmester ved Stavanger første scene.Han har skrevet større verk i Manuskript "Frithjofs hjemkomst", musikk til Oehlenschlägers "St. Hans Aftenspill", Drachmans "Østenfor sol og vestenfor måne" og til Heines "Der Gesang der Oceaniden". Videre 2 symfonier, en fiolinkonsert, strykekvartetter, fiolinsonate, og mange sang- og klaverkomposisjoner. |
Eier av original/Kilde: Slekten Kielland |
|
| 56 |  | Glemt komponist hentes frem Georg Washington Magnus 1863-1917 |
Eier av original/Kilde: Stavanger Aftenblad Dato: 4 May 2013 |
|
| 57 |  | Glimt fra livet i det norske Amerika Rasmus Björn Anderson 1846-1936 Minneapolis Tidende, torsdag 21. april 1927 |
Eier av original/Kilde: Minneapolis Tidende Dato: 21 Apr 1927 |
|
| 58 |  | Grannen : samlingsblad til segn og soga for Flekkefjord og bygdene. B. 1 : 1915-1932 Søren Georg Daniel de Fine von Krogh, tollar i Flekkefjord 1844-1870 Søren Georg Daniel de Fine von Krogh 1796-1870 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2010082603002 |
Eier av original/Kilde: https://www.nb.no/ Dato: 1996 |
|
| 59 |  | Guttene hos frk. Faye Johan Jørgen Mowinckel 1922-1994 Bergens Tidende 12. Mai 1997 |
Eier av original/Kilde: Bergens Tidende Dato: 12 May 1997 |
|
| 60 | | Haagenvik – Et Vestlandsk herresædes historie Året 1724 steg der iland i Haagenvik en mand i rød uniform og satte sig tilro. Oberst Christopher von Krogh Det er noget lignende, et dunkelt eventyr, en halvsunget vise, som knytter sig til det deilige lille sted derinde, nedsenket mellem fjeldene og skogen – stor naaleskog – til alla sider. Den grønne stribe som saavidt faar smyge sig ned til sjøen med et lidet strandstykke, er halvt dekket av løvskog, gamle og svære trær, asp og eg. Op fra stranden strekker sig en alle der ikke eier sin lige paa vestlandet. Dens stammer er korte, men saa tykke, at en man kun halvt kan favne dem. Oppe ved alleens udløb staar det gamle, gamle hus, smilende hvidt og værdigt med smaa ruder bag havens to store takstrær. Havde de to kunnet tale, vilde de fortalt om mange rare ting, som er kommet op gjennem alléen, og om mangen lystig historie inde i stuerne. De er ikke mere, de som boede og byggede der. Men de lange sabler, med slegtens vaabenmerke, og portretter – oljemalerier – av slegtens ældste har hængt paa væggene lige til for et par aar siden. Der gaar historier om, at det lige til den tid spøgte i stuerne. Min lærer som var en sanddru og kristeligsindet mand, fortalte mig for faa aar siden, medens han saa mig dybt og alvorligt i øinene, at han havde ligget der en nat, men kunde ikke faa fred. Dørene sprang op. Han gik ind i bedstestuen. Der var unaturlig lyst, det klirrede i sablerne paa væggen, og de gamle belleder (sic) rørte sig. Der var stille udenfør, som der næsten altid er i daldybet mellem fjeldene og skogen. Nu er alt, som hørte slægten til, flyttet ind i et nyt hus, bygget av Jørg Magnus, som paa morsiden nedstammer fra familien Krogh. * Aaret 1724 steg der iland i Haagenvik en mand i rød uniform, med gevær og jagthund. Han kjøbte uden videre hele stedet og satte sig tilro. Han havde hverken slegt eller venner paa vestlandet, og folk maatte, som venteligt var, blive en smule forundrede over dette fremmede menneske, der, som det fortælles, havde saa mange underlige vaner og manerer. Han skildres som et hardt og utilgjængeligt, ualmindelig gjerrigt menneske, der ikke havde ro nat eller dag. Det var oberst Christopher von Krogh. Om ham fortæller historien, at han var født 1685. Allerede tidlig gjorde han sig bemerket ved en dumdristig optræden ved farefulde leiligheder og som tidlig til at beklæde flere høiere militære embeder. Under krigen mod Karl XII samlede han paa dansk side frivillige omkring sig og gjorde det ene dristige indfald i Sverige efter det andet. " Seiren søgte ham", heter det, og han blev det svenske grænsefolk en sand plage. Engang gik dog hans forvovenhed for vidt; han trængte langt ind i Sverige og blev af en svensk afdeling afskaaret retræten. Der blev en blodig kamp, som endte med, at svenskerne, der var mange gange overlegne i styrke, tog obersten og hans frivillige tilfange. Obersten blev dømt til døden, og Karl XII proklamerede selv dommen for ham – han lystede dog att se dette menneske før han døde. Men obersten lod sig ikke bevæge: han strøg sig kneisende med nakken langs gelederne og gav kongen et svar, som gjorde denne saa forbauset, at det heder, han ikke "turde" lade obersten skyde, men raabte i raseri: "Saa reis til Norge med dig, din blodhund!". Saa fik Krogh vandre tilbage over grænsen og træt av strabadserne, som han var, søgte han et roligt sted paa vestlandet og kaarede Haagenvik. Som en halvt fredløs strøg han omkring i alle kroge, dels paa grund af sin gjerrighed, dels paa grund af sit urolige temperament. Han kjøbte jagtbedrifter, laxefiskerier og kirker og havde i det hele taget sine fingre opi alt, hvad der kunde bringe ham fornøielse eller gevinst, rundt om i hele Ryfylke. De største indtægter fik han fra laxefiskeriet i Yrke og af Røldals kirke. I kirken fandtes paa den tid en mængde sølvsager, som han tranporterede til Haagenvik, hvorefter han gav kirken tilbage til menigheden. Ludvig Daae skriver om "Krokjen" og Røldals kirke følgende i sine "Norske bygdesagn", (og hvad han herom skriver, er ikke sagn, men sandhed, der kan kontrolleres gjennem dokumenter, som endnu findes): Den kjøbtes af oberst von Krogh paa Haagenvik, en mand, som under navn af "Gamle Krokjen" var en bekjendt størrelse i egnen, og hvis familie ligetil 1835 besad gaarden Haagenvik. Han deltog i krigen mod Karl XII og dannede der for egen regning et frikompagni af dristige og forsorne karle, hvormed han gjorde streiftog indover den svenske grænse. Det fortælles om ham, at han mange gange var nær ved at blive fanget af svensken og tilsidst virkelig blev omringet og efter et stort mandefald blandt sine folk nødt til at overgive sig. Karl XII tænkte først paa at lade han skyde, men blev saa indtaget av hans djerve og frygtløse svar, at han skaanede hans liv. Derefter opslog han sin bolig paa Haagenvik og kjøbte de fleste kirker i Ryfylke. For Røldals kirke skal han kun have givet 101 rigsdaler. Men da han tog den i besiddelse, lod han "to stive kløve" med sølv bortføre fra den. Det sølvtøi, han fik fra Røldal, forstod han paa en særegen maade at nyttiggjøre sig, thi da han ogsaa eiede andre kirker, solgte han fra disse de kostbare kalke, diske o.s.v., og lod de mindste og ringeste af de fra Røldal hentede bruges i deres sted. Derfor findes endnu rundt omkring i Ryfylke hellige kar, hvis indskrifter vidner om, at de i sin tid have været skjænkede til Røldalskirken. Efterat "Gamle Krokjen" saaledes havde nyttiggjort sig sølvet fra kirkene, skal han ikke mere have bekymret sig om dem, men overladt dem til sine tidligere eiere". * Gamle Krokjen var et navn, han bar med værdighet. Den gamle spinkle oberst gik der och pillede spiger och smuler, og levede kummerligt med alle sine penge. Men sognet havde respekt for ham, og naar obersten, om hvem de utrolige krigshistorier fortaltes, kom i sin uniform til kirke om søndagen, var der ingen som hvisked "Gamle Krokjen". De tog til hatten och gav god plads. Paa Skigelstrand – en gaard i samme sogn – boede den danske skattefogd, Honth hed han. Da det led henimod sytten hundred og femtiaarene, blev skattefogden kneben. Han havde nok ikke sine papirer i orden og kunde ikke give noget ordentligt regnskab. Ved at gjennemgaa skattebøgerne fandt man, at oberst von Krogh ikke havde betalt sit smør, og det hele endte med, at obersten maatte betale hele fogdens underballance – omkring 1500 rigsdaler. Det gik den saare gjerrige mand saa til hjertet, at han – klynkende for de penge, han havde mistet – blev syg og døde den 18. januar 1752, strax efterat han var udnævnt til chef for andet vesterlehnske inf. regiment. "Gamle Krokjen" havde en broder, som ogsaa flyttede her til landet. Han for sindigere frem og opnaaede bedre resultater. Det var general Georg Frederich von Krogh, som var utnævnt til hvidridder og blev bisat i Trondhjems Domkirke 18. maj 1768. Begge var sønner af oberst Georg Frederich von Krogh, som var frivillig i keiseren af Tysklands tjeneste under kurfyrsten af Pfalz. "Krokjen" avlede sønner og døtre paa Haagenvik. De fik en yderst tarvelig og haardfør opdragelse. Den ældste av dem var generelmajor Søren de Fine von Krogh. Han døde paa Haagenvik 11. februar 1795. Han har plantet de fleste av trærne i alléen og anlagt haven. Under hans levetid stod Haagenvik riktig i flor og velstand. En datter af "Krokjen" giftede sig med en tysk kaptein – von Saldern hed han. Han boede ogsaa paa Haagenvik, men gjorde ikke stort andet end drak. Han holdt sig paa et kammer i hovedbygningen, som den dag idag kaldes "Salderkammerset". Der laa han ved siden af sit vinanker den hele dag. Blandt de mange historier, som gaar om ham derinde, fortælles at naar han var bleven riktig fuld – naar det led ud paa eftermiddagen – og han ikke kunde faa proppen i ankeret igjen, laa han paa gulvet og viftede med den og raabte "giv agt", saa det hørtes over halve Haagenvik. Andre gange kunde han krybe under sengen istedetfor opi den, og da kunde han formedelst sin førlighed ikke komme frem igjen, og maatte ligge der og skrige, til folk kom og trak ham frem. En anden af "Krokjens" sønner arvede faderens sind. Det var oberstløitnant Bernhard Wilhelm von Krogh. Han kjøbte sig gaard paa Sandeid, men var lidet hjemme. Var han ikke i krig saa var han med bøssen i mark og skog. I rapporter fra den tid skildres han som en usedvanlig tapper kriger. Han var en førlig, tre alen og fire tommer høi mand, der havde trænet sit legeme til en enorm spænstighed. En søndag, han skulde til kirke paa Sandeid og var i god vigør, ænsede han ikke at gaa over broen, som førte over en omkring 80 fod bred elv, men tog en stang, sprang til, satte den midt i elven, og vippede sig over. Engang var han i Kjøbenhavn paa et bal, hvor ogsaa den kongelige familie var tilstede. Der blev han forelsket i en af prinsesserne, og det endte med, at han fik kysse hende. Dette blev imidlertid bemerket og meldt kongen. Det var selvfølgelig en ærekrænkelse mod hoffet, som havde døden tilfølge i de dage. Saa blev da denne von Krogh dømt til at kjæmpe mod kongens fegtemester. Dette ansaa alle for noget ligesaa sikkert som henrettelse, da fegtemesteren alene fik signal, naar det skulde gaaes paa. Men i det øieblik fegtemesteren rettede vaaben, kastede oberløitnanten sig høit over hans hode og fik sin sabel boret ned mellem hans skuldre. Sagnet vil vide, at von Krogh havde staaet i forbindelse med en venligsindet del af hoffet, som havde sørget for, at han fik signal samtidig med fegtemesteren. Imidlertid blev han vist udenom Danmarks grenser. Nu var solen gaaet ned over "Gamle Krokjen"´s efterkommere i Haagenvik. Stedet blev ikke i deres besiddelse længer end til sønnesønnen, kaptein Frederich Stokflet von Krogh, født 1762, død 1836. En af hans døtre blev gift med skibsbygmester Johannes Magnus, som i Haagenvik anlagde et vidt bekjendt skibsbyggeri, hvorfra bl.a. mange af denne bys stolteste skuder skriver sig. Hans sønnesøn – komponisten Georg Washingthon Magnus – bodde på gaarden til for kort tid siden, da han solgte og flyttede til Kjøbenhavn. Den eies nu af urmager Bendix Hansen, Stavanger. Men imidlertid havde der hersket et andet liv i stuerne. Verftsfolkene var strømmede ind. Hvad var det for noget rart, disse fremmede folk havde skrabet sammen? "Pst med øx og kniv, saa skal vi faa det væk det gamle skrammel!" Og saa slængedes først de deilige jagtpartier paa væggene i storstuen. Endel brudstykker af dem ligger igjen paa "Salderkammerset" og vidner i alt sit støv og sin ælde om, hvad "storstuen" var i de gode tider. – – Nu er det hele en saga blot. De fremmede folk er baarne fra Haagenvik og ind paa Vikedals gamle kirkegaard. Der har de hver sit beskedne hvilested, som ingen kjender. Et par kors ligger slængte paa kirkegaarden – ingen ved, hvor de skal staa. Paa det att inten maa hindre tiden, der sterk og stødig i sin skiften udsletter alle ting – før eller senere, alt efter fortjeneste. Men Haagenvik ligger der og smiler den forbireisende imøde med sin gamle værdighed, med sin allé, med sine eviggrønne takstræer foran den smilende hvide, gamle bygning med de mange smaa ruder. – Jeg stod for ikke lenge siden en sen kveld overst i alléen. Der var stille oppe i stuerne og mørkt. Der hænger ingen sabler og geværer mere. Det svære grønne træ sidder ligesom paa hug og skjuler i sit skjød en næsten to hundrede aar gammel havehytte. Nedover alléen skinner maanen på muld og græs. De gamle kvistede kubber staar i rækker, ligesom med næven i lommerne, og trodser ensomheden. Men oppe fra skogholderne høres en sagte sus af nattevinden, og af og til gaar der nede i dalen som en frysning gjennem de høie egetrærs blade. Forresten alt stille. – Alt stod ligesom sukkende: De plantede os og stelte os i saa mange aar, at de dog skulde gaaet herfra allesammen! B.K. | ||
| 61 | | Haagenvik – Et Vestlandsk herresædes historie (I) |
Eier av original/Kilde: Stavanger Aftenblad Dato: 20 Sep 1902 |
|
| 62 | | Haagenvik (II) |
Eier av original/Kilde: Stavanger Aftenblad Dato: 4 Oct 1902 |
|
| 63 | | Haagenvik (III) |
Eier av original/Kilde: Stavanger Aftenblad Dato: 6 Oct 1902 |
|
| 64 | | Historien von Krogh Historien von Krogh |
Eier av original/Kilde: Slekten von Krogh |
|
| 65 | | Hogganvik i gamal og ny tid
Av Jens Børretzen Etter ei gamal segn vart den gamle kyrkja i Vikedal bygd i andre halvdelen av 1600 talet. Ho vart riven i 1880- åra. Det skal vera ekteparet Gudmund Knudsen og Helga Ormsdotter i Hogganvik som stod for kyrkjebyginga. På eine alterstaken står innrita namna deira. På ei kyrkjeklokke som no er borte, skal namna deira og ha stått. Denne klokka vart bytt bort mot ei større. Det var nok Helga som førde ordet og styrde både stakk og brok i Hogganvik den gongen. Det er fortalt at då tømmermennene heldt på med kyrkjearbeidet, kom dei til Helga og ville ha jarnboltar til å ha i dei lange opplengene, for å vera visse på at det vart sterkt nok. Då svara Helga: Gå bort i Eikenberg og hogg eik til naglar. Eg skal våga dei held! Eikenberg er ein lut av heimebøen i Hogganvik. Seinare vart Hogganvik lensmannsgard. Om lag 1720 kjøpte oberst Christoffer von Krogh fiskeplassen Yrkje i Skjold. Det var han som gjekk under namnet «Gamle Kroken». Yrkjesvågen kjøpte han av danskekongen. Kroken ville gjeme få seg ein uneleg heeim, og kjøpte den eine parten av Hogganvik av Tårn Valentinsen Aubø. Han hadde fått denne gardparten med kona si, Ingeborg Jensdotter. Resten av Hogganvik bytte han til seg av ein som heitte Jakob Lund. Det var garden Melkeråen i Midt- Hordaland som Kroken gav i byte. Det ordet gjekk at gamle Kroken hadde svært godt vit på pengar, og fekk dei til å auka. Difor var det ikkje til å undrast over at han var om seg da kong Fredrik den £jerde, med stønad av biskop Deichman, tok til a selja kyrkjene i Norge. Kroken kjøpte kyrkjene i Vikedal prestegjeld og andre, mellom dei den namngjetne kyrkja i Røldal, med alle gull- og sølvskattane sine. Det seiest at Kroken førde to hestekløv med sølv og andre kostesame ting derifra. Men han vart sjølv lurt også. Skattefuten Hun i Ryfylke var komen i kassemangel, og Kroken som hadde gått god for han, laut ut med 1500 riksdalar. Det tok han så hardt at han fekk helsott (dødssjukdom) av det. Han døydde i januar 1752. Ja, så fortel segna. To stader i Hogganvik ber namnet «Major» etter Kroken. Det eine er Majorspranget. Han kom ridande vegen som låg like ved tunet og hesten vart skræmd av ein fugl og for i juvet. Majoren vart hangande i eit tre heilt uskadd. Hesten vart så skadd at han laut avlivast. Den andre staden er Majorhaugen. Der sat han og såg etter arbeidsfolka sine. Fra denne haugen er det fritt utsyn over heile Hogganvik. General Søren de Fine von Krogh var son av Kroken og kom til å bu i Hogganvik all sin dag. Han døydde i 1795. Eldste son til generalen - kaptein Fredrich Stockfeldt von Krogh , fødd 1762, død 1836, var den siste von Krogh som budde i Hogganvik. Han hadde ingen søner. Han var namngjeten som fiskar og skyttar. Han låg heile sumrane i Yrkje på fiske. Siste sumaren han levde, rodde han ut dei tunge nøtene heilt aleine. Da var han 74 år. Fredrich hadde 7 døtrer. Den eldste av dei, Anne Marie Katrine, vart gift med Johannes Magnus og dei tok over i Hogganvik. Johannes var fødd i 1795, og døydde i 1881. Han var presteson fra Skjold. Medan faren studerte i København vart han gift med Adriane Johanne Cruys. Ho var dotter til kaptein Johannes Cruys i den danske armeen. Bestefar hennar, Rudolf Cruys, var yngste son til den namngjetne admiralen Cornelius Cruys. Frå fyrst av hadde ikkje admiralen eit så flott namn. Han heitte rett og slett Nils Olsen og var son til ein skreddar i Stavanger. Guten rømde til Holland og fekk seg arbeid på eit skipsverft. Der trefte han Tsar Peter av Russland, og vart saman med mange andre arbeidsfolk med han til Russland. Frå vanleg arbeidsmann arbeidde han seg fram til å verta tsarens mest betrudde mann ved oppbygginga av den russiske flåten. Det var nok ikkje alltid at han og tsaren kunne forlikast, og hissige var dei nok begge to. Ei stund var han forvist til ein utkant av riket, men tsaren sakna han og kalla han attende. Då skal dette ha vorte sagt mellom dei: «Eg er ikkje sint lenger», sa tsaren.« Det er ikkje eg heller «, svara admiralen. Johannes Magnus i Hogganvik dreiv den store garden godt, og dertil nytta han vel ut eigedommen sin i Yrkje. Då han vart eldre skifte han eigedommen sin mellom to av Sønene sine. Morten fekk heimetunet, og Fredrik overtok Vådl og fiskevågen i Yrkje. Fredrik var ein stor og sterk mann. Det går enno segner om styrken hans. Når han skulle til Yrkje rodde han alltid på ein liten seksæring, og på den kapprodde han med båtar som var rodde av tre mann. Når han kom heim til Hogganvik, tok han med handa rundt framstamnen på båten og drog han under naustdøra. På denne tida hadde skipsferdsla eit svært oppsving, og dei to brørne i Hogganvik var ikkje seine om å nytta dette ut. Dei vart Ryfylke sine mest namngjetne skipsbyggarar. Ikkje berre i Hogganvik, men og i Sandeid, Vikedal, lmsland og fleire andre stader bygde dei farty. Under vervetida var det eit yrande liv i Hogganvik. På hundrevis av arbeidarar, tømmermenn, smedar, skogsarbeidarar og fløytarar skulle det til for å få skipa ferdige i rett tid, og det var ikkje lenge mellom kvar gong stolte skuter gjekk av stabelen. Men så kom krakket i slutten av 70åra. Det eine handelshuset ramla etter det andre, og Hogganvik med. Det vart stilt på vervane, ingen glad song frå unge menneske, og ingen klang av øksehogg og drevklubbe. Gardane vart selde, og alt som Kroghane og Magnusane hadde samla av kulturminne vart spreidd for aIle vindar. Berre Hogganviktunet og herskapsbustaden låg der. Da Kroken kjøpte Hogganvik, låg huset nede ved sjøen. Det var generalen som flytte det opp dit som tunet no er, fyrst i 1770 åra. Han bygde huset dobbeIt så stort som før, og det var han som planta bøkealleen fra sjøen og opp til tunet, likeeins dei store barlindene som ennå står. Fager og rik var heimen og heile eigedommen, kransa av lauvskog, og med barskogen innetter aIle slake lier rundt den logne bukta og med eit vidunderleg utsyn over fjord og fjell. Og stas var det når høge gjester og slektningar kom på vitjing. Der kom sjølve diktarpresten Zetlitz på friarferd til generaldottera, og brudlaupet stod i Hogganvik. Der møttest dei til fest, handelsborgarar frå Stavanger og folk av embetsstanden i Ryfylke. Stabburet gav rikeleg mat og kjellaren nok av drikke til dei aIle. Og på veggene i storstova hang slektsbileta og såg under sine parykkar utover det glade selskap. Men det var nok ikkje berre glade dagar i Hogganvik heller. Ein ung løytnant von Krogh, son til generalen, falmast bort av ein langvarig sjukdom, og då døden endeleg løyste opp for han, vart liket hans til « speken» i gravkjellaren under Vikedal kyrkje. Syster hans undrast på «hvad ondt min broder har gjort som ikke får rådne». Og dei ljose lindetre rundt Hogganvik kunne kanskje ha mangt å fortelja om romantiske kjærleiksforhold som den store standsskilnaden ikkje tåIte. Der låg Hogganvik med alle sine minne, men livet var borte. Då var det at ein stavangermann, urmakar B. Hansen, fekk hand om nedre Hogganvik, og han sette sonen sin til husbond der. På nytt lag tok livet til på det gamle herresetet, slekt og vener kom på vitjing, og ikkje mindre vart det då Anna Eide vart frua i Hogganvik. Ho var dotter til den folkekjære klokkaren i Vikedal, Holger Eide. Det synte seg at den unge byguten og frua hans ikkje brukte å liggja pa latsida. Garden vart godt driven og skogen vel vyrdsla. Mykje vart hogd, men også mykje planta. Men ikkje berre det. Sjølv var dei så inderleg glade i heimen sin og prøvde å få alt i gamal stand. Fine, gamle møblar fylte stovene, og så ein dag sa dei til alle trøytte byfolk og andre; Kom til Hogganvik og kvil. Hogganvik vart pensjonat. Meir og meir kjend vart staden, og inn- og utlendingar samlast der. Dei som ein gong var komne der, kom att år etter år. Der var godt å vera. Ein vedunderleg vakker natur, borte fra bråk og ståk. Vertsfolk som fekk gjestene til å kjenna seg heime, ein stad der ein kunne samla krefter. Den store hovudbygningen vart for liten, og nye hus vart bygde. Men så kom den tragiske julafteskvelden i krigsåra, da heile den gamle herskapsbygningen brann ned til grunnen, og ingenting av alt det vakre og kostesame som der var samla, vart berga. Ein som stod der dagen etter, mintest eit vers av ein dansk diktar: Menneskeverk skal finne sin dom bliver til sist ruiner Tider som gikk og tider som kom alt hvad som glæder og piner, alt skal det visne og smuldre hen. Ja tegn på ånd skal blive igjen mens tiderne skifter med tiden. Det var ein hard støyt for hogganvikfolket. Men dei miste ikkje motet. Skogen hadde gitt hus før og kunne gjera det no og. Under dei vanskelege åra etter krigen var det ikkje liketil å få material til nytt hus, sjølv om ein hadde treverk fra eigen skog. Med utruleg strev lukkast det for hogganvikfolket å reisa ein ny herskapsbustad, som står fullt på høgd med, om ikkje over den gamle. Stilen er den same vakre intime som ein saknar så sårt i mange nye bygg, men på same tid med alle dei føremoner som nyare tids byggeskikk og teknikk har gjeve. ---------------------- Denne artikkelen er litt omarbeidd av redaksjonen i Vindetreet. Han er trykt med løyve frå familien til Jens Børretzen. http://www.persett.net/torgeir/slekt/Hogganvik.htm |
Eier av original/Kilde: Vindetreet |
|
| 66 | | Hvor veien er sperret med port og bom Grensekommissær, Oberst Audun Magnus. Beklageligvis er teksten tidevis vanskelig å lese. |
Eier av original/Kilde: Aftenposten Dato: 8 Jul 1858 |
|
| 67 |  | Imsland Longt under li ligg dampskipstoppestaden i Imsland, ei fredeleg bygd i austre armen av Vindafjorden.- Kvar stad har sine minne, og Ivar Finnvik kallar fram mange av dei. |
Eier av original/Kilde: Stavanger Aftenblad Dato: 15 Apr 1950 |
|
| 68 | | Inga Oleanne Sunde, født Inga Oleanne Sjursdatter Kinden. Inga ble gift 2 ganger ved siden av at hun fikk Selmer Jayhard Forde med Magnus Nikolai Jansen. Hun var først gift den 28. April 1910 i Korskirken, Bergen med Andreas (Andrew i USA) Johannessen Sunde 1886-1926. Hun ble andre gang gift i Grand Rapids den 12. Desember 1927 med Henry Nielsen 1891-1970, men ligger gravlagt sammen med sin først ektemann. |
Eier av original/Kilde: Slekten von Krogh |
|
| 69 |  | Intervju med Fredrik Stockfleth von Krogh Monclair før hans 70 årsdag. Fredrik Stockfleth von Krogh Monclair 1906-1988 Haugesunds Avis 4. Desember 1976 |
Eier av original/Kilde: Haugesunds Avis Dato: 4 Dec 1976 |
|
| 70 | | Jacob de Rytter Kielland 1803-1870 Etter i 6 år å ha arbeidet på sorenskriverkontor ble han 1826 ansatt i finansdepartementet og tok 1828 norsk juridisk eksamen. 1829-31 var han kst. foged i Raabygdelaget, ble 15. juni 1832 kgl. fullmektig, og fikk som sådan bestyrelsen av finansdepartementets kontor for postvesen og statseiendommene. Han utnevntes 17. juli 1837 til byråsjef, og overflyttedes ved kgl. res. av 20. desember 1845 til det nyopprettede indredepartement. Fra 1835 var han tillike medlem av kommisjonen for ettertelling og tilintetgjørelse av innfridde obligasjon er og kuponger av de norske statslån. I to år var han stemplet-papir kommisær og 1842-47 økonom for departementene. Han ble 5. mai 1847 utnevnt til postmester i Bergen. | ||
| 71 |  | Jens Zetlitz 1761-1821 Jens Zetlitz 1761-1821 Fra boken, Jens Zetlitz, Et tohundreårsminne. av Else Breen Side 1 av 7. |
Eier av original/Kilde: Aschehoug Dato: 1990 |
|
| 72 |  | Jens Zetlitz 1761-1821 Jens Zetlitz 1761-1821 Fra boken, Jens Zetlitz, Et tohundreårsminne. av Else Breen Side 2 av 7. |
Eier av original/Kilde: Aschehoug Dato: 1990 |
|
| 73 |  | Jens Zetlitz 1761-1821 Jens Zetlitz 1761-1821 Fra boken, Jens Zetlitz, Et tohundreårsminne. av Else Breen Side 3 av 7. |
Eier av original/Kilde: Aschehoug Dato: 1990 |
|
| 74 |  | Jens Zetlitz 1761-1821 Jens Zetlitz 1761-1821 Fra boken, Jens Zetlitz, Et tohundreårsminne. av Else Breen Side 4 av 7. |
Eier av original/Kilde: Aschehoug Dato: 1990 |
|
| 75 |  | Jens Zetlitz 1761-1821 Jens Zetlitz 1761-1821 Fra boken, Jens Zetlitz, Et tohundreårsminne. av Else Breen Side 5 av 7. |
Eier av original/Kilde: Aschehoug Dato: 1990 |
|
| 76 |  | Jens Zetlitz 1761-1821 Jens Zetlitz 1761-1821 Fra boken, Jens Zetlitz, Et tohundreårsminne. av Else Breen Side 6 av 7. |
Eier av original/Kilde: Aschehoug Dato: 1990 |
|
| 77 |  | Jens Zetlitz 1761-1821 Jens Zetlitz 1761-1821 Fra boken, Jens Zetlitz, Et tohundreårsminne. av Else Breen Side 7 av 7. |
Eier av original/Kilde: Aschehoug Dato: 1990 |
|
| 78 |  | Johnny Mowinckel (1938-2015) gjorde sin grej ända in till slutet. https://psykjunta.wordpress.com/2015/05/28/johnny-mowinckel-1938-2015-gjorde-sin-grej-anda-in-till-slutet/ |
Eier av original/Kilde: https://psykjunta.wordpress.com/ Dato: 28 May 2015 |
|
| 79 |  | Juletoner fra Hogganvik Georg Washington Magnus 1863-1917 |
Eier av original/Kilde: Stavanger Aftenblad Dato: 23 Dec 1964 |
|
| 80 |  | Kongens fortjenestemedalje til Johannes Kreutz Magnus Kyrkjesongar Johannes Kreutz Magnus 1852-1946 Fra avisen: 1. mai, Organ for det norske Arbeiderparti, den 18. februar 1938 |
Eier av original/Kilde: https://nb.no/ Dato: 18 Feb 1938 |
|
| 81 |  | Konsulatstellet Konsul for Costa Rica i Bergen og Stavanger, Ferdinand Berg-Olsen 1866-1933 Visekonsul for Costa Rica i Bergen og Stavanger, Eyolf Berg-Olsen 1892-1983 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digavis_den17demai_null_null_19250515_32_112_1 |
Eier av original/Kilde: Den 17de mai Dato: 15 May 1925 |
|
| 82 |  | Lillesand historie. 1 : Mennesker, by og boliger Forfatter: Rosenberg, Kjell Publisert:[Lillesand] : Lillesandsposten, 1990 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2013112808175 |
Eier av original/Kilde: https://www.nb.no/ Dato: 1990 |
|
| 83 |  | Litteratur og litteraturforskning Edvard Beyer 1920-2003 |
Eier av original/Kilde: Aftenposten |
|
| 84 | | Maria Sørensdatter Hoffmann Datter af Borgermester i Bergen, Søren Jensen Hoffmann og Gjertrud Hansdatter. | ||
| 85 |  | Mary Jane Strand, Hubert Mausehund are wedded at Rudd Herbert Lesley Mausehund and Mary Jane Strand was wedded at Rudd the 8th september 1940. |
Eier av original/Kilde: Mason City Globe Gazette Dato: 10 Sep 1940 |
|
| 86 | | Masteroppgave_Zetlitz_Kristin_Schøyen_Grude_01.pdf Den unge Jens Zetlitz og samtiden - en biografisk fremstilling i et kulturhistorisk perspektiv Mastergradsoppgave i kulturhistorie, 60 studiepoeng av Kristin Schøyen Grude Institutt for kulturstudier og orientalske språk, Universitetet i Oslo Avlagt høsten 2011 |
Eier av original/Kilde: Kristin Schøyen Grude Dato: 2011 |
|
| 87 |  | Medlemmer av Den norske advokatforening : 31. desember 1965 Morten Reidar von Krogh 1912-1995 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2011022205159 |
Eier av original/Kilde: https://www.nb.no/ Dato: 1966 |
|
| 88 |  | Medlemmer av Den Norske sakførerforeningen : 1. juli 1950 Morten Reidar von Krogh 1912-1995 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2010110808033 |
Eier av original/Kilde: https://www.nb.no/ Dato: 1951 |
|
| 89 |  | Minnedag for en stor pionær Georg Washington Magnus 1863-1917 |
Eier av original/Kilde: Stavanger Aftenblad Dato: 24 Jan 1992 |
|
| 90 |  | Named Vice-Consul In anticipation of heavy immigration from Norway within the next few years, Bjarne Beyer, manager of the Interior Trust Co., with offices in the Union Bank building har been appointed Norwegian vice-consul for the province. Regina Leader Post 14. november 1923. |
Eier av original/Kilde: Regina Leader Post Dato: 14 Nov 1923 |
|
| 91 |  | Nordmænd paa Grønland 1721-1814. B. 1, side 1 og 2 av 4. Kjøpmand Jens Christian Arentz 1763-1828 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2008041504012 |
Eier av original/Kilde: https://www.nb.no/ Dato: 1940 |
|
| 92 |  | Nordmænd paa Grønland 1721-1814. B. 1, side 3 og 4 av 4. Kjøpmand Jens Christian Arentz 1763-1828 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2008041504012 |
Eier av original/Kilde: https://www.nb.no/ Dato: 1940 |
|
| 93 |  | Norges advokater og sakførere 1932 Gabriel Arnoldus von Krogh Faye 1871-1947 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2007010400025 |
Eier av original/Kilde: https://www.nb.no/ Dato: 1933 |
|
| 94 |  | Norges Apotek og deres innehavere Alf Zetlitz 1865-1910 |
Eier av original/Kilde: Nasjonalbiblioteket |
|
| 95 |  | Norges Apotekere og deres innehavere, side 1 av 2 Peter Andreas Lossius 1877-1946 |
Eier av original/Kilde: https://www.nb.no/ |
|
| 96 |  | Norges Apotekere og deres innehavere, side 2 av 2 Peter Andreas Lossius 1877-1946 |
Eier av original/Kilde: https://www.nb.no/ |
|
| 97 |  | Norges Apothekere : fra 1588 til 1908, side 1 av 2. Hjalmar Severin Kollstad 1858-1940 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2016103148506 |
Eier av original/Kilde: Nasjonalbiblioteket Dato: 1908 |
|
| 98 |  | Norges Apothekere : fra 1588 til 1908, side 1 av 2. Hjalmar Severin Kollstad 1858-1940 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2016103148506 |
Eier av original/Kilde: Nasjonalbiblioteket Dato: 1908 |
|
| 99 |  | Norges håndverkere. 1 Christian von Krogh 1875-1950 https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2012110706134 |
Eier av original/Kilde: https://www.nb.no/ Dato: 1938 |
|
| 100 |  | Norges leger : 1976 Hanna Christine Myhre Døskeland 1943- https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2013061006087 |
Eier av original/Kilde: https://www.nb.no/ Dato: 1978 |
We make every effort to document our research. If you have something you would like to add, please contact us.
